Isn’t it amazing how persons who were once just strangers, suddenly meant the world to you? ♥

Jo gu' er det fantastisk! Og det samme er I! Og det var virkelig det der skete. Vi så hinanden første gang (de fleste af os ihvertfald) d. 6. juni 2009. Det var lidt underligt, især da vi stod op ad væggen i gymnastiksalen, og jeg kiggede rundt på jer og tænkte: sikke en flok underlige unger, tænk dem kommer jeg til at kende helt vildt og forfærdelig godt! Og tiden gik og gik og gik. Det blev efterår, og vi havde en virkelig sej sproguge, jeg selv var ihvertfald helt oppe at køre over det hele. Det blev december, og vi så julekalender i tv-stuen. Og pludselig var det blevet februar, og så kunne man allerede mærke enden komme. Dagene gik og gik og gik. Og jeg tænkte hele tiden, åh nej, nu er det kun ... Og jo længere vi kom hen i året, jo kortere tid var der, logisk nok, tilbage. Og så blev det juni, og jeg var ret trist det meste af den måned. Selvom det var en skøn måned! (Åh nej, nu spiller "River flows in you" på mit anlæg... bad timing...)
Nu er det blevet november, og jeg har lige fået et af mine "savn på efterskoletiden" flips, og jeg savner jer! Jeg savner det hele! Tænk at vi blev et helt lille samfund, jeg havde ihvertfald ingen ide om hvad der skete uden for vores egen lille verden. Og det havde jeg heller ikke brug for, for det var jo jer der var de vigtige! Og ja, nu er i der ikke hver dag og hele tiden, og det er svært at vænne sig til!
Denne her uge bliver bare en herlig en af slagsen. Idag Skype'de jeg med Sofie, bagefter ringede Nichlas, i morgen kommer Alexander og på onsdag kommer Kaja til Valby. Sidste uge besøgte jeg Carina. Og om ikke så længe skal jeg til Helsingør og høre seje Dennis og Bob spille. Det er skønt at I stadig er her, selvom vi ikke ser hinanden så tit endda.
You still mean a great deal to me!♥
-Andrea, hende der dude'n